Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk kurder fra Nordirak og havde ikke haft konflikter med de irakiske myndigheder. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for i Irak at blive tvangshvervet eller kidnappet af terrorister, kunne begrunde at der blev meddelt ansøgeren asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke personligt var blevet opsøgt af eller havde haft kontakt til terrorister. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke har nogen nær familie – udover mosteren – tilbage i Irak, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Nævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller umenneskelig behandling eller overgreb. Irak/2008/73