Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede familien til en pige, som han havde friet til. Pigens familie havde ikke tilladt pigen at gifte sig med ansøgeren. Ansøgeren og pigen var sammen flygtet til Iran, hvorfra ansøgeren var rejst videre. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde havde kunnet redegøre for sit asylmotiv. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at politiet ved ransagning af ansøgerens effekter havde fundet to håndskrevne sedler, som indeholdt to forskellige detaljerede asylforklaringer. Den ene af disse forklaringer svarede stort set til den af ansøgeren afgivne forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaringer, herunder om tidspunktet for udrejse og rejseruten. Flygtningenævnet fandt det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke havde bevaret kontakten med den pige, han har forklaret, at han havde efterladt i Iran, efter at de nogle måneder tidligere var udrejst sammen fra Irak. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt eller ved en tilbagevenden ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/69
