Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Privatretlig forhold
Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet meddelte i september 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Erbil. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede overgreb fra sin far, fordi hun havde haft et uægteskabeligt forhold til en mand, og fordi hun ikke havde ønsket at gifte sig med den mand, som hendes far havde udset til hende, men i stedet flygtede fra hjemlandet. Ansøgeren havde herved yderligere henvist til, at det ved ægteskabet ville blive afsløret, at hun ikke var jomfru. Ansøgeren havde i Danmark indledt et forhold til en anden mand, med hvem hun nu havde fået et barn. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring, der havde været konsistent under hele sagen, til grund, herunder vedrørende ansøgerens strenge islamiske opvækst med en voldelig og dominerende far. Flygtningenævnet bemærkede, at der ifølge baggrundsmaterialet var en stigende forekomst af kønsrelaterede overgreb i familieforhold i de kurdiske områder, hvor ansøgeren var fra, og hvor myndighederne ikke ville være i stand til at yde tilstrækkelig beskyttelse imod sådanne overgreb. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Irak/2008/62