Irak200859

Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk. Ansøgeren havde ikke haft konflikter hverken med de tidligere eller de nuværende irakiske myndigheder og havde i en kort periode forud for udrejsen gjort tjeneste i nationalgarden, hvor ansøgeren havde haft en uprofileret stilling. Ansøgeren havde ikke under mødet i Flygtningenævnet påberåbt sig ansøgerens families blodfejde som asylgrundlag. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive dræbt af medlemmer af Muhammad-Hæren, fordi ansøgeren i forbindelse med sin tjeneste i nationalgarden havde anmeldt sin nabo for kriminalitet, og nationalgarden havde efterfølgende hos naboen fundet flere forskellige typer våben og havde anholdt naboen og dennes tre sønner. Ansøgeren havde henvist til, at naboen måtte være klar over, at ansøgeren var anmelder, og at medlemmer af Muhammad-Hæren havde opsøgt ansøgerens familie og i et trusselsbrev havde truet med at halshugge ansøgeren. Ansøgeren havde oplyst, at han flere gange inden udrejsen havde besøgt sin familie, og at hans familie fortsat boede i Kirkuk. Uanset om Flygtningenævnet i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at truslerne havde en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet kunne antages at være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/59