Nævnet meddelte i februar 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i 2002 afgørelsen. I begyndelsen af 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne under nævnets behandling af ansøgernes oprindelige asylsag havde henvist til chikanerier, som de havde været udsat for som følge af deres mandæiske trosforhold, og til nogle særlige forhold, der var knyttet til deres to sønners udrejse i henholdsvis 1996 og 1998. Det fremgik således af sagen, at ansøgerne allerede ved asylregistreringen i 2001 nævnte disse forhold. Af de yderligere oplysninger under sagen fremgik, at ansøgerne også forud for sønnernes udrejse havde været chikaneret som følge af deres trosforhold, men at chikanerierne, hvorunder de blev tvunget til at aflevere smykker, herefter blev intensiveret. Ansøgerne havde under nævnsmødet detaljeret forklaret om, hvorledes begge ansøgernes familier i de senere år var udrejst. De havde i den forbindelse forklaret om kidnapninger og betaling af løsesum samt om trusler rettet mod familiemedlemmerne som årsag til deres udrejse. Ansøgerne havde endvidere forklaret, at de bekendte, der tilhørte den samme mandæiske menighed som ansøgerne, og som havde været bosat i samme boligområde som de selv, alle var udrejst som følge af tiltagende vold overfor personer tilhørende den mandæiske trosretning. De fremhævede oplysninger måtte lægges til grund, idet ansøgerne havde forklaret troværdigt herom, og idet de havde støtte i de seneste baggrundsoplysninger, jf. British Home Office, Country of Origin Information Report af 8. januar 2008. Herefter og idet det måtte tillægges vægt, at ansøgerne, der var henholdsvis 78 og 62 år, ikke kunne antages at ville få tilstrækkelig beskyttelse fra de irakiske myndigheder, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/5