Nævnet
stadfæstede i
juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006.
Flygtningenævnet udtalte, at efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Ansøgeren havde to gange søgt asyl i Norge, men var blevet returneret til Danmark i overensstemmelse med Dublin-konventionen. Ansøgeren havde første gang søgt asyl i Norge under en anden identitet, end den identitet, som han havde oplyst over for de danske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere oplyst to forskellige asylmotiver over for henholdsvis de danske og de norske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere været i besiddelse af et håndskrevet dokument, der indeholdt forklaring om rejserute og asylmotiv, som bedst stemte med den forklaring, han havde oplyst over for de norske myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren
havde godtgjort det asylmotiv, han havde påberåbt sig over for de danske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede herved, at der var visse divergenser i forklaringen over for de danske myndigheder, således for eksempel om ansøgerens bror var medlem af en kriminel gruppe eller ej, og om hvorvidt ansøgeren og moderen havde afgivet forklaring til politiet om drabet på broderen. Forklaringen fremstod endvidere som noget usikker og hvilede i vidt omfang på ansøgerens antagelser. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/40
