Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at det forhold, at ansøgeren er kurder fra Mosul-området, ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Der var efter nævnets opfattelse ikke tale om, at overgreb mod kurdere har en så omfattende og generel karakter, at kurderne som gruppe betragtet måtte anses for udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset om ansøgerens forklaring om faderens telefoniske henvendelse til politiet lagdes til grund, fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at denne henvendelse som angivet af ansøgeren havde haft til følge, at ansøgeren var blevet eller ville blive efterstræbt. Det sås ikke på nogen måde sandsynliggjort, at den af ansøgeren angive eksplosion havde været rettet mod ham. Irak/2008/4