Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring om hans militære virke til grund, herunder at ansøgeren havde fungeret som livvagt for et af Saddam Husseins nærmere familiemedlemmer. Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund, at ansøgeren i forbindelse med sit arbejde som livvagt havde været til stede under episoder, hvor der blev begået overgreb mod oprørere, herunder af ansøgerens arbejdsgiver personligt. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for overgreb fra shia-muslimske grupper, og at den irakiske stat ikke ville eller kunne beskytte ham herimod. Ansøgeren måtte derfor anses som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens arbejde som livvagt kunne have indebåret, at ansøgeren havde medvirket til krigsforbrydelser. Ansøgeren havde under samtalen i 2007 med Udlændingeservice forklaret, at han havde overværet mange overgreb, og at han blandt andet havde overværet episoder, hvor hans arbejdsgiver egenhændigt tævede oprørere, inden han beordrede soldater til at dræbe de pågældende. Ansøgeren havde forklaret, at han udelukkende havde været til stede som tilskuer to skridt bag sin arbejdsgiver. Under samtalen i Flygtningenævnet blev ansøgeren forsøgt udspurgt nærmere om sin egen rolle i forbindelse hermed. Ansøgeren havde på disse spørgsmål svaret undvigende og forbeholdent og alene henvist til, at han havde været vidne til mange ting, men at han ikke turde forklare mere herom. Det er ansøgerens pligt at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens manglende besvarelse af de af nævnet stillede spørgsmål om overgrebene havde været så undvigende, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået eller medvirket til krigsforbrydelser. På denne baggrund udelukkedes ansøgeren fra asyl jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1F (a). Irak/2008/39