Irak200833

Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Irak samt deres børn. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2004 ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i september 2004 afgørelsen. I januar 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagerne under hensyn til sagernes karakter. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er kristne kaldæere fra Mosul-området, at ansøgerne i flere år forud for udrejsen havde konflikter og uoverensstemmelser med en muslimsk klan, som ville overtage ansøgernes jordbesiddelser, at den nævnte klan er en magtfuld lokal-klan, at klanen flere gange havde krævet, at ansøgerne konverterede til islam, og at ansøgerne var udrejst umiddelbart efter en skudepisode i forbindelse med en våbentransport. Ansøgerne havde endvidere oplyst, at de kristne familier i hjembyen efterfølgende alle var blevet fordrevet eller havde måttet udrejse på grund af pres fra muslimske grupper, at ansøgernes øvrige slægtninge på grund af deres kristne tro var udrejst af Irak som følge af konkrete livstruende trusler fra muslimske grupper, og at ansøgerne således ikke længere havde noget netværk i hjemlandet. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at forholdene for kristne i Mosul-området er blevet væsentligt forværret, at der i området har været episoder med overfald og drab på kristne samt afbrænding af kirker, og at mange kristne har forladt Irak på grund af disse forhold. Endelig måtte det tillægges vægt, at myndighederne i hjemlandet i den nuværende situation ikke er i stand til at yde ansøgerne beskyttelse mod overgreb. På denne baggrund og henset til modsætningsforholdet til den magtfulde muslimske klan, måtte det antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden på grund af deres kristne tro risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/33