Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede senere i 2002 afgørelse. I begyndelsen af 2008 besluttede Flygtningenævnet af formelle grunde at genoptage sagen. Ansøgeren er kristen kaldæer fra det centrale Bagdad. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for genoptagelsesanmodningen havde henvist til forværringen af situationen for kristne i Irak og til at flere af ansøgerens familiemedlemmer var blevet skudt eller kidnappet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgerens forklaring i nævnsmødet fremtrådte som usammenhængende og divergerende. Ansøgeren havde såvel over for Dansk Flygtningehjælp som over for sin advokat oplyst, at hans farmoder var blevet skudt på vej til kirke. Ansøgeren havde under nævnsmødet fremlagt kopi af dødsattest for farmoderen, hvoraf fremgik, at farmoderen var død af naturlige årsager. Ansøgeren havde under nævnsmødet oplyst, at han ikke havde forevist farmoderens dødsattest til Dansk Flygtningehjælp, fordi han ikke havde forhåbninger om at få opholdstilladelse. Ansøgeren havde under nævnsmødet desuden oplyst, at hans forklaring til Dansk Flygtningehjælp godt kunne være urigtig, herunder med hensyn til en anført kidnapning af ansøgerens fætter. Flygtningenævnets flertal kunne derfor ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Ansøgeren havde ikke oplyst om konkrete trusler mod sin familie. Flygtningenævnets flertal fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnets flertal bemærkede herved, at de generelt vanskelige forhold for kristne kaldæere i Bagdad ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Irak/2008/24