Irak200810

Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde udført ombygningsopgaver for de kurdiske myndigheder i Nordirak siden 2002, herunder for sikkerhedstjenesten. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han i 2005 blev kontaktet af to personer på smedeværkstedet. Disse ønskede, at han skulle udføre en opgave på en moské. Da der ikke kunne opnås enighed om prisen på arbejdet, nægtede han at udføre det, hvilket han blev bebrejdet under henvisning til, at han jo gerne udførte opgaver for ikke-troende. Han blev også truet telefonisk. Ifølge sin forklaring blev han i januar 2007 antastet af bevæbnede personer, der signalerede, at han skulle standse sin bil, men ansøgeren kørte i stedet væk i høj fart. Dagen efter episoden udrejste ansøgeren. Ved vurderingen af, om de af ansøgeren påberåbte forhold indebar en asylrelevant risiko for ansøgeren, lagde nævnet vægt på, at den af ansøgeren angivne uoverensstemmelse om arbejde på moskeen fandt sted i 2005, og at ansøgeren ikke i den efterfølgende periode frem til januar 2007 modtog henvendelser eller blev udsat for repressalier. At den af ansøgeren angivne episode i januar 2007, der fandt sted mere end et år senere, skulle have sammenhæng med ansøgerens arbejde for sikkerhedstjenesten eller nægtelsen af at udføre arbejde på moskeen, var ikke nærmere underbygget, men byggede alene på ansøgerens formodninger. Under hensyn hertil og til, at ansøgeren ikke forud for denne episode havde været udsat for repressalier som følge af sit arbejde for sikkerhedstjenesten, hvilket han fortsatte indtil udrejsen, fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/10