Nævnet meddelte i december 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2004. Udlændingeservice meddelte i 2005 ansøgeren afslag på asyl. Flygtningenævnet stadfæstede senere i 2005 Udlændingeservices afgørelse. I august 2007 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Den nu 24-årige ugifte kvindelige ansøger var udrejst af sit hjemland i 2001. Ansøgeren, der er kristen og fra Bagdad, havde ikke længere noget netværk i hjemlandet. Det fremgik endeligt, at ansøgerens familie som følge af moderens virke som advokat forud for udrejsen var i konflikt med en i Bagdad betydningsfuld klan, der havde fremsat dødstrusler. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i reel risiko for umenneskelig behandling efter den nugældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Irak/2007/51