Irak200744

Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2002. Senere i 2002 havde Udlændingeservice meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2004 havde Flygtningenævnet stadfæstet Udlændingeservices afgørelse. I juni 2007 havde nævnet besluttet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne til støtte for anmodningen om genoptagelse havde henvist til, at de er kristne fra Bagdad. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerne ved udrejsen af Irak var konkret og individuelt forfulgt som følge af deres religion. Nævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgerne alene som følge af, at de er kristne, ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1. Efter en samlet vurdering af ansøgernes situation, herunder at ansøgerne nu var henholdsvis 71 og knap 75 år gamle, at de tilhører en religiøs minoritet og ikke umiddelbart sås at have et netværk i Irak, og at de i kraft af deres fremskredne alder kunne have vanskeligt ved at omstille sig til den ændrede situation i hjemlandet, sammenholdt med den aktuelle situation i landet, navnlig den eskalerende religiøst betingede vold, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer imidlertid ikke, at det kunne udelukkes, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak kunne nære en sådan velbegrundet stærk subjektiv frygt, at de burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2007/44