Irak200733

Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1984. Indrejst i februar 2006. Flygtningenævnet kunne på baggrund af ansøgerens oplysninger lægge følgende til grund: Ansøgeren kommer fra en by, der er beliggende i det tidligere myndighedskontrollerede område i Arbil-provinsen. Ansøgerens farbror arbejdede for Baath-partiet og gav derfor familien en vis beskyttelse, indtil Saddam Hussein styrets fald i 2003. Ansøgerens far forlod Irak i 1998, fordi myndighederne eftersøgte ham, idet han havde hjulpet en familie med at flygte fra myndighederne. Herefter boede ansøgeren i det samme område sammen med sin farfar, indtil han udrejste i begyndelsen af 2006. Ansøgeren havde oplyst, at den direkte anledning til hans udrejse var, at nogle islamister i en moské ville have ham med til at udføre terrorhandlinger, og - hvis han vægrede sig - forfølge ham. Denne forklaring kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund. Ansøgerens forklaring herom var således under nævnsmødet usikker, usammenhængende og ulogisk. Uanset om ansøgeren og hans farfar siden 1998 havde levet tilbagetrukket for at undgå at tiltrække sig opmærksomhed fra henholdsvis myndighederne og private personers side, kunne hverken faderens eller farbroderens forhold bevirke, at ansøgeren måtte antages at risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Herefter, og da de generelle forhold i ansøgerens hjemområde heller ikke kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. /Irak/2007/33