Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i juni 1999. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning. Flygtningenævnet meddelte i februar 2000 ansøgeren afslag på opholdstilladelse, da Flygtningenævnet ikke fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nordirak ville risikere en asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. I maj 2002 anmodede ansøgerens beskikkede advokat om genoptagelse af ansøgerens sag. I august 2002 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af sagen. I juli 2006 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, idet vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse ved den tidligere behandling af sagen alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Irak som internt flugtalternativ. I august 2006 meddelte Udlændingeservice på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren indrejste i Danmark i 1999. Han blev ved indrejsen afhørt af politiet. Derefter havde han udfyldt asylansøgningsskema og været til samtale med Udlændingeservice. Derudover havde hans daværende beskikkede advokat afgivet et indlæg til brug for Flygtningenævnets behandling af sagen, og ansøgeren gav også forklaring i Flygtningenævnet. Under hele dette sagsforløb måtte det lægges til grund, at ansøgeren ikke havde omtalt, at han skulle være forsøgt tvangshvervet eller være blevet tilbageholdt. Ansøgeren omtalte alene privatretlige konflikter med familien. Uanset en fremlagt arrestordre kunne Flygtningenævnet derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om at have været tilbageholdt af PUK til grund, ligesom Flygtningenævnet heller ikke kunne lægge ansøgerens forklaringer om konflikter med en islamisk organisation til grund. Der var derfor intet grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikere konkret og individuel forfølgelse. Der var derfor ikke grundlag for at meddele ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens generelle frygt for at vende tilbage til Irak gav ikke grundlag for at meddele ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, således som den er affattet i lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet fandt ikke, at oplysningerne fra UNHCR´s anbefalinger fra 18. december 2006 eller andre baggrundskilder om den meget vanskelige, men generelle situation, kunne begrunde opholdstilladelse til ansøgeren efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/28
