Irak200722

Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i marts 2006. Ansøgeren er fra det nordlige Irak og er etnisk araber og sunni-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede forfølgelse fra tidligere medlemmer af Baath-partiet. Ansøgeren havde under nævnsmødet forklaret, at tidligere medlemmer af Baath-partiet havde opsøgt ansøgerens familie flere gange om ugen eller fire fem gange om måneden over en ukendt periode for at få ansøgeren og dennes fader til at kæmpe mod de amerikanske styrker. Ansøgeren havde videre henvist til, at ansøgerens fader i forbindelse hermed blev dræbt i januar 2006. Ansøgeren havde forklaret divergerende om sine egne aktiviteter for partiet, men havde efter sin forklaring alene været menigt medlem af Baath-partiet. Ansøgeren havde ikke nærmere kunnet redegøre for eller beskrive ansøgerens faders position eller opgaver i Baath-partiet, udover at faderen var et profileret medlem. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens fader blev dræbt i januar 2006, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort hverken omstændighederne i forbindelse med drabet, eller at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret risiko for forfølgelse, herunder fra tidligere medlemmer af Baath-partiet. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring om omstændighederne omkring henvendelserne til familien fra tidligere medlemmer af Baath-partiet både før og efter ansøgerens udrejse ikke fremtrådte som troværdig og havde været modstridende, herunder med hensyn til hvor mange gange familien blev opsøgt og omstændighederne omkring henvendelserne. De generelt vanskelige og urolige forhold i Irak kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/22