Irak20072

Nævnet meddelte i marts 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i juli 2006. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således kristen assyrer fra Bagdad. Han havde udført arbejde i et begrænset omfang for amerikanerne på et militærakademi. Efter modtagelse af et trusselsbrev ophørte han hermed. Ansøgeren var herefter kommet i et alvorligt modsætningsforhold til en magtfuld klan. I forbindelse hermed havde klanen henvist til ansøgerens religiøse overbevisning, og at hans familie opholdt sig i Danmark, herunder henvist til Mohammed-sagen. Ansøgeren udrejste i umiddelbar forlængelse heraf. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne antages at opnå den fornødne beskyttelse mod overgreb fra den pågældende klan, hverken fra egen klan eller fra myndighederne. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren måtte antages at risikere sådanne overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Irak, at han havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/2