Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1973. Indrejst i april 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til de generelt farlige forhold i Irak, hvor han ikke længere har familie, og at han ønsker at bo i Danmark, hvor han har en broder. Ansøgeren havde under nævnsmødet tillige henvist til, at hans familie muligvis havde en jødisk baggrund. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgeren forklaring til grund. Ansøgeren havde ikke været politisk eller religiøst aktiv og havde ikke haft konflikter med de irakiske myndigheder. De tilbageholdelser, ansøgeren havde været udsat for, havde alle fundet sted under ansøgerens ophold udenfor hjemlandet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens families mulige tilhørsforhold til jødedommen kunne begrunde asyl for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren er registreret som muslim, og at ansøgeren taler arabisk og har et arabisk navn. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han på grundlag af familiens mulige religiøse baggrund ved en tilbagevenden ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at hverken de generelt vanskelige og urolige forhold i Irak eller den omstændighed, at ansøgeren ikke havde familie i Irak kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Irak/2007/13