Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1940. Ansøgeren indrejste som familiesammenført i januar 2000. Det fremgår af sagen, at ansøgeren havde været frihedsberøvet i et år af sikkerhedstjenesten i Irak og i øvrigt var blevet udsat for chikane i form af beslaglæggelse, konfiskation og overgreb. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens fængsling ikke kunne tillægges nogen selvstændig betydning, efter at Saddam Husseins styre er faldet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak skulle være i risiko for på ny at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at de personer, som tilbage i 1994 angiveligt skulle have været årsag til ansøgerens fængsling, i dag skulle udgøre nogen risiko for ansøgeren. Ansøgerens frygt herfor hvilede udelukkende på formodninger og antagelser. De generelt usikre forhold for kristne i Irak er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og da der heller ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2006/9
