Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1981. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er irakisk statsborger, kurder, sunni-muslim, og han blandt andet havde boet i Nordirak. Han havde endvidere haft ophold i Syrien fra 1999 til sin udrejse i marts 2005. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygtede KDP på grund af faderens forhold. Han havde endvidere henvist til de generelt usikre forhold i Irak, ligesom han havde henvist til, at han havde været fængslet i et år og to måneder i Syrien, hvor han var blevet udsat for tortur. Ansøgeren havde ved Flygtningenævnets afgørelse fra november 2002 – som ambassadesag – fået vurderet sin asylsag i relation til faderens forhold. Det blev her fastslået, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han havde været forfulgt – eller ville være i risiko herfor – på grund af faderens forhold. Ansøgeren havde ikke på afgørende punkter efter sin indrejse i Danmark yderligere kunnet underbygge, at han skulle være i risiko for forfølgelse på grund af faderens forhold. Det, som ansøgeren havde oplyst om en kontakt fra nogle kurdere, mens han var fængslet i Syrien, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund, da den forekom usandsynlig og konstrueret til lejligheden. I relation til ansøgerens påståede konflikt med KDP – på grund af faderens forhold – bemærkede Flygtningenævnet i øvrigt, at ansøgeren – hvis han følte sig utryg – måtte henvises til at tage ophold i et område af Irak, der ikke var kontrolleret af KDP. Selv om det lagdes til grund, at ansøgeren havde været fængslet i Syrien – og muligt også i den forbindelse udsat for vold mv. – kunne det heller ikke føre til, at ansøgeren kunne få asyl. Flygtningenævnet kunne således tiltræde, at ansøgerens asylsag skulle vurderes i forhold til Irak, hvor han var statsborger. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Irak ikke kunne føre til noget andet resultat, stadfæstedes Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2006/3