Nævnet stadfæstede i december 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1981. Indrejst i september 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at han frygtede overgreb fra sin familie som følge af mistanke om, at han skulle have dræbt en fætter. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde forklaret overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren havde forklaret divergerende om sit og faderens politiske tilhørsforhold, idet han til asylregistreringsrapporten havde forklaret, at faderen havde været medlem af PUK, og at ansøgeren derfor havde meldt sig ind i KDP. Under samtalen med Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at faderen havde været medlem af KDP, og at ansøgeren derefter havde meldt sig ind i PUK. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde kunnet afgive en overbevisende forklaring om, hvorfor han af familien skulle være mistænkt for drab på et familiemedlem. Det bemærkedes yderligere, at ansøgeren ikke nærmere havde kunnet tidsfæste, hvornår det angivne drab skulle have fundet sted. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde forklaret divergerende om husransagninger. Til asylregistreringsrapporten havde ansøgeren oplyst, at han flere gange havde været udsat for ransagninger foretaget af PUK, mens han til samtalen med Udlændingeservice havde oplyst, at han ikke havde været udsat for husransagninger. Herefter kunne Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet fandt derefter ikke, at ansøgeren var konkret og individuelt forfulgt, da han udrejste af Irak, jfr. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren fandtes heller ikke at have sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2006/16