Irak200612

Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1978. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen assyrer. Han havde aldrig været medlem af politiske partier eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren påberåbte sig som asylmotiv, at han havde modtaget et trusselsbrev fra en islamisk gruppering, hvorefter han ville blive dræbt, hvis han ikke ophørte med at arbejde som håndværker for amerikanerne. Han ophørte herefter med sit arbejde og havde ikke fået nye henvendelser fra gruppen forud for udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at den af ansøgeren omtalte skriftlige trussel kunne anses at være udtryk for, at ansøgeren var i risiko for overgreb fra en enkeltstående gruppering i Irak på en sådan måde, at han var omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren havde ikke været udsat for individuelle overgreb eller chikane som følge af sit religiøse tilhørsforhold bortset fra en episode under aftjening af værnepligt, som ikke kunne anses for asylbegrundende allerede fordi episoden fandt sted for lang tid siden og under det tidligere styre. Uanset at de generelle forhold for kristne i Irak var vanskelige, fandt Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne ikke, at forholdene for kristne i Irak var således forværret, at de generelle forhold i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Irak/2006/12