Flygtningenævnet meddelte i februar 2005 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak, født i 1965 og 1974 samt to børn. Indrejst i november 1998. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var blevet foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I september 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne i det hele lægge ansøgernes forklaring til grund. Nævnet lagde således til grund, at den kvindelige ansøgers far af PUK var blevet beskyldt for at have angivet Puk-medlemmer, der blev anholdt i Kirkuk af de irakiske myndigheder, hvorved faderen er kommet i et modsætningsforhold til PUK. Faderen var blevet beskyldt for at være spion for de irakiske myndigheder. Videre blev lagt til grund, at den kvindelige ansøger som følge af faderens aktiviteter blev beskudt, da hun sammen med andre familiemedlemmer kørte i den mandlige ansøgers bil. Endelig blev lagt til grund, at den kvindelige ansøgers far flygtede til Sverige, og at den kvindelige ansøgers bedstefars hus, hvorfra ansøgerne netop var fraflyttet, i januar 1998 blev sprængt i luften og siden da og fortsat er beslaglagt af PUK. Det lagdes også til grund, at den kvindelige ansøger på grund af en betydelig subjektiv frygt har alvorlige psykiske lidelser. Dette blev bestyrket ved den kvindelige ansøgers fremtoning i nævnet. Herefter og i øvrigt efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet, at det ikke burde kræves, at ansøgerne skulle vende tilbage til hjemlandet. Ansøgerne meddeltes herefter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2005/9
