Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingestyrelsen, blandt andet under henvisning til ansøgerens medlemskab af og aktiviteter for Jund Al-islam og Al-Ansar Al-islam, der efterfølgende udviklede sig til Ansar Al-Sunna, havde fundet ikke at kunne afvise, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvilket Flygtningenævnet tiltrådte. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at bevægelsen i den periode, hvor ansøgeren havde været aktivt medlem, var involveret i grove menneskerettighedskrænkelser, herunder tortur og henrettelse af tilfangetagne personer. Nævnet henviste blandt andet til Human Rights Watch World Report af 2002 og Notat fra Udlændingestyrelsen af 23. juni 2005, ”Ekstremistiske islamiske bevægelser i det nordlige Irak”. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, der siden 1997 havde sympatiseret med Bezutnaway Islam, havde været aktivt medlem af den ovennævnte bevægelse fra 2000 til 2003, efter at han sammen med den pågældende bevægelse frivilligt havde haft taget ophold i et bjergområde. Ansøgeren havde som menig deltaget i bevægelsens militære gren og ikke i dens politiske arbejde. Han havde lært at håndtere våben og havde efter sin egen forklaring deltaget i tre krigshandlinger, og han havde deltaget i kontrolposter og tilbageholdt personer, der var blevet overgivet til bevægelsen, der enten havde udvekslet de pågældende med andre fanger eller havde fået dem omvendt til islam. Han havde hørt, at fanger var blevet tortureret. Han havde vedrørende en episode i september 2001, hvor 25 PUK-soldater, der var blevet taget til fange, var blevet dræbt, forklaret, at han ikke havde deltaget i den pågældende hændelse, men at han havde hørt fra dem, der havde deltaget, at de havde haft halshugget de vantro, hvorefter de var blevet lykønsket. Efter de amerikanske angreb i 2003 var ansøgeren vendt tilbage til grænseområdet, idet det nu stod klart, at krigen skulle føres ind i byerne. Da ansøgeren selv var blevet udpeget som selvmordsbombemand, besluttede han at flygte. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i kraft af sine aktiviteter for bevægelsen havde medvirket til gennemførelse af alvorlige, ikke-politiske forbrydelser i hjemlandet, og at han derfor var udelukket fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Flertallet lagde vægt på, at der var et åbenbart misforhold mellem de begåede handlinger og bevægelsens politiske mål. Flertallet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren, der havde været aktiv for bevægelsen i en langvarig periode, havde afstået fra at forlade bevægelsen, indtil han selv var blevet udpeget som selvmordsbombemand, og at det også efter hans forklaring om sin egen rolle og bevægelsens virkemidler - uanset hans alder og rang - måtte have stået ham klart, at han med sine aktiviteter i væsentlig grad havde understøttet og bidraget til bevægelsens krænkelse af fundamentale menneskerettigheder. Det fremgår videre af nævnets beslutning, at ansøgeren skal udrejse straks og at ansøgeren, såfremt han ikke udrejser frivilligt, kan han udsendes tvangsmæssigt af Danmark, men under henvisning til, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, kan han ikke udsendes tvangsmæssigt til Irak eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Irak, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2. Irak/2005/37
