Flygtningenævnet meddelte i august 2005 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1964. Indrejst i februar 2002. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærkede herved, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren under det tidligere styre havde været tilbageholdt af de irakiske myndigheder tre gange af længere varighed, og herunder undergivet mishandling. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed måtte der tages hensyn hertil, ligesom ansøgeren forud for nævnsmødet havde tilkendegivet, at der havde været problemer med tolkningen i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren havde for nævnet i det væsentlige givet en sammenhængende og troværdig forklaring. Nævnet fandt herefter, at det måtte antages, at ansøgeren havde et alvorligt modsætningsforhold til pårørende til medlemmer af en kurdisk gruppe, og at ansøgeren ligeledes af en anden gruppe urigtigt beskyldes for at samarbejde med amerikanerne. Nævnet fandt ikke, at de irakiske myndigheder kan yde ansøgeren den fornødne beskyttelse mod den risiko for overgreb, som ansøgeren reelt er udsat for. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/31