Irak20053

Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1935, samt et barn. Indrejst i december 1997. Ansøgt om asyl i november 1998. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I oktober 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at imødekomme den beskikkede advokats påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på inddragelse af de nyeste baggrundsoplysninger, idet disse løbende indgår i nævnets sagsbehandling. Ansøgeren havde ikke haft politiske aktiviteter og havde ikke været anholdt eller fængslet. Hun havde som asylmotiv angivet risiko for forfølgelse fra islamiske bevægelser på grund af datterens forhold. Ved Flygtningenævnets afslag på asyl fra oktober 1999 fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse på grund af datterens forhold. Der var ikke siden kommet nye oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgeren havde endvidere påberåbt sig risiko for forfølgelse på grund af hendes afdøde ægtefælles modsætningsforhold til Saddam Hussein styret og Baath partiet. Da Saddam Hussein og Baath partiet ikke længere var ved magten i Irak måtte nævnet lægge til grund, at ansøgeren kunne vende tilbage til Irak uden at risikere forfølgelse fra de tidligere magthavere. Ansøgeren havde ikke oplyst asylbegrundende konflikter med de nuværende irakiske myndigheder. Nævnet anså endvidere ikke den generelt usikre situation i Irak, herunder de generelt vanskelige forhold for kvinder for asylbegrundende i sig selv. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2005/3