Flygtningenævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i Danmark i 2004. Ansøgerens mor søgte om asyl på ansøgerens vegne. Moderen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1998 i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne meddeles asyl i Danmark som konsekvens af ansøgerens mors opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, jf. 7, stk. 1. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren er født i Danmark og aldrig har boet i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgerens morfar indtil udrejsen af Irak i 1998 havde haft konflikter med PUK kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes asyl i Danmark. Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at konflikterne lå langt tilbage i tid. Flygtningenævnet havde også lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det blandt andet fremgår, at der ikke er begrænsninger i mulighederne for at rejse frit i Irak, og at de tidligere restriktioner mod at skifte opholdssted internt i Irak er ophævet. Flygtningenævnet fandt det under disse omstædigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Irak/2005/28