Irak200526

Nævnet meddelte i juni 2005 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født 1968. Indrejst i marts 2002. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og shia muslim fra Bagdad-området, og at han ikke har været politisk aktiv. Ansøgeren havde ved henvendelse til sin daværende beskikkede advokat i august/september 2004 meddelt, at han havde oplyst urigtigt om sit asylmotiv, idet årsagen til udrejsen var, at han havde et homoseksuelt forhold til en anden mand. Nævnet fandt efter en samlet vurdering af de nu foreliggende oplysninger og ansøgerens forklaring for nævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt efter en samlet vurdering af de for Flygtningenævnet foreliggende oplysninger, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren på grund af sin homoseksuelle observans var kommet i modsætningsforhold til sin egen familie, der efter det oplyste er meget religiøs, og ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive efterstræbt på livet af sin egen familie eller klan. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgeren har forklaret spontant og troværdigt om centrale spørgsmål vedrørende asylmotivet, hvorfor man uanset det sene fremkomsttidspunkt ikke fandt at kunne afvise forklaringen. Under disse særlige omstændigheder og da myndighederne efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder senest UK Home Offices rapport af april 2005, ikke kan antages at være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse, også set i forhold til det påberåbte asylmotiv, fandt flertallet, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Irak/2005/26