Nævnet stadfæstede i juni 2005Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i oktober 2004. Ansøgerens ægtefælle blev i marts 2003 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke kunne tillægge de i nævnsmødet fremlagte dødsattester vedrørende ansøgerens broder nogen vægt. Nævnet lagde til grund, at dokumenterne ikke forelå i original og forklaringen om, hvorledes dokumenterne var fremskaffet og originalerne efterfølgende bortkommet, forekom konstrueret til lejligheden. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren og hendes bedstemoder i august/september 2004 var blevet slået af familien til en kurdisk familie, som ansøgerens broder var flygtet med, og uanset om ansøgerens broder og hans kæreste var blevet dræbt, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde, at ansøgeren skulle have meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede, at der var tale om en konflikt af privatretlig karakter, som ansøgeren henvistes til at søge løst gennem sin klan. Nævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren havde opholdt sig hos sin farmoder i mere end en måned efter overfaldet, og at ansøgerens ægtefælle, der havde familie tilbage i Irak havde fået afslag på at få opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold andetsteds i Irak, såfremt hun ikke mente, at kunne tage ophold i det kurdiske område. Flygtningenævnet fandt ikke, at situationen i Irak, uanset at den generelt var usikker, eller den omstændighed, at ansøgeren er etnisk turkmener kunne føre til andet resultat. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren risikerede at blive udsat for forfølgelse af grunde, der er anført i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der forelå forhold af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/25
