Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet meddelte i maj 2005 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak født i 1974. Indrejst i oktober 2000. I februar 2002 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2001, hvorved styrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af nævnet lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke selv var til stede i forbindelse med en episode i 1997, hvor hendes broder blev udsat for vold af medlemmer af IMIK. Flertallet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren herefter levede i skjul i de følgende tre år og fandt det ubestyrket, at IMIK i maj 2000 skulle have frihedsberøvet ansøgeren og udsat hende for blandt andet voldtægt og tortur. Flertallet ville ikke afvise, at ansøgeren kunne have været udsat for alvorlige overgreb mod sin person, men fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke, at det kunne antages, at overgrebene havde den baggrund, som ansøgeren påberåbte sig. Samlet fandt flertallet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Det var indgået i flertallets vurdering, at ansøgeren først til den beskikkede advokat havde forklaret nærmere om den frygt, hun nærede i forhold til familien i hjembyen, hvorfor flertallet heller ikke fandt, at denne del af ansøgerens forklaring kunne ændre flertallets vurdering. I juli 2004 genoptog Flygtningenævnet sagen og hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, da vurderingen af ansøgerens risiko ved den tidligere behandling alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om at have været tilbageholdt af IMIK til grund. Flygtningenævnet fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgeren havde været udsat for voldtægt, og at hendes familie var blevet bekendt hermed. Således som sagen nu var oplyst, herunder ved lægelige oplysninger, lagdes det til grund, at ansøgeren led af en betydelig subjektiv frygt for at blive dræbt af familiemedlemmer, såfremt hun vendte tilbage. Ansøgeren havde som årsag angivet den vanære, som hun havde påført familien. Efter baggrundsoplysningerne sammenholdt med det kulturelle miljø, som ansøgeren selv havde levet i, fandtes frygten at kunne være objektivt begrundet. Ansøgeren havde for nævnet på overbevisende vis forklaret, at hun på grund af overgrebet ikke havde turdet søge kontakt med familiemedlemmer i hjemlandet. Der var nu forløbet knap fem år siden ansøgerens udrejse. Efter en samlet vurdering fandt nævnet ikke, at det burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Irak/2005/20
