Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i Danmark i 2004. Flygtningenævnet udtalte, at da ansøgeren er født her i landet, efter at forældrene var indrejst og havde fået meddelt asyl, havde ansøgeren ikke ret til at få meddelt asyl i konsekvens af forældrenes status. Ansøgeren, der var fem måneder gammel, havde ikke et selvstændigt asylgrundlag. Heller ikke oplysningerne om ansøgerens fars eller bedsteforældres forhold eller position i Irak fandtes at være af en sådan ekstraordinær karakter, at det i sig selv, kunne begrunde asyl for ansøgeren. De generelle forhold i Irak fandtes ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger i sig selv at kunne give grundlag for asyl. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2005/12