Flygtningenævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1965. Indrejst i maj 1999. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I oktober 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Arbil, at han ikke havde været medlem af nogen politisk eller religiøs organisation, at ansøgeren havde uddelt materiale og deltaget i sammenkomster om kristendommen i tilknytning til ansøgerens svoger, der blev dræbt i 1997, og at ansøgeren havde modtaget trusler og været udsat for overfald, ligesom der var blevet kastet en håndgranat mod ansøgerens bopæl, hvilke aktiviteter ifølge ansøgeren hidrørte fra IMIK. Heller ikke efter de på tidspunktet for nævnets afgørelse foreliggende oplysninger kunne det antages, at ansøgeren havde indtaget en sådan position eller udført sådanne aktiviteter, at han af denne årsag risikerede asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra IMIK. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren fortsat er muslim og ikke var konverteret til kristendommen. Hertil kom at ansøgeren havde anmeldt de ovennævnte forhold, der da lå tilbage i tid, til de kurdiske myndigheder, som undersøgte sagen. Der var endvidere ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere, herunder kurdiske myndigheder eller lokalbefolkningen. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger var den generelle situation i Irak usikker. Imidlertid var der ikke grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt var i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kunne efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Det blev særligt bemærket, at det fremgik af fact-finding rapporten fra november 2004, nævnets baggrundsmateriale nr. 275, at de kristne som gruppe ikke i sig selv var udsat for forfølgelse. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2005/11
