Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1980. Indrejst i marts 2002. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I september 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var konkret efterstræbt af Ansar Al-Islam, da han udrejste. Det fandtes utroværdigt, at ansøgeren, få dage efter at han havde deltaget i en militæraktion, hvor han indgik i en større styrke, skulle være blevet identificeret og truet. Forklaringen om etablering af livvagt på ansøgerens militære arbejdsplads virkede heller ikke overbevisende. For så vidt angik ansøgerens frygt for PUK som følge af desertering fra officerstjenesten kunne det konstateres, at ansøgeren ikke havde anset dette for et afgørende problem, da han udfyldte skemaet og var til den første samtale med Udlændingestyrelsen. Såfremt ansøgeren ikke mente, at han kunne vende tilbage til det nordlige Irak, fandt Flygtningenævnet, at han ville kunne tage ophold i den øvrige del af Irak uden at risikere forfølgelse. Det fremgik således af de foreliggende baggrundsoplysninger, at irakere kunne bevæge frit over hele Irak, og at hjemvendende irakere ikke var mere udsat for overgreb end andre irakere. De generelt usikre forhold var ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/91
