Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i juli 2001. Den 14. januar 2000 fik ansøgeren af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4, på grund af manglende tilknytning til Danmark. Afgørelsen blev ikke påklaget til Flygtningenævnet. Under nævnsmødet gjorde den beskikkede advokat gældende, at afgørelsen af 14. januar 2000 var forkert, idet Danmark var nærmest til at yde beskyttelse til ansøgeren, da hele ansøgerens familie havde opholdstilladelse i Danmark. Advokaten gjorde derfor gældende, at ansøgeren allerede på tidspunktet for afgørelsen af 14. januar 2000 opfyldte betingelserne for meddelelse af asyl, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia muslim fra Bagdad. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra Saddam Hussein-styret, fordi han undlod at give møde til aftjening af værnepligt i 1993. Ansøgeren havde endvidere henvist til sin faders og broders problemer med Saddam Hussein-styret, og at familien som følge heraf udrejste fra Irak til Syrien i 1995. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold efter Saddam Hussein-styrets fald kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens nære familiemedlemmer havde opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren ikke siden 1995 havde opholdt sig i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren havde den 14. januar 2000 af Udlændingestyrelsen fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4, allerede på grund af manglende tilknytning til Danmark. Denne afgørelse var ikke påklaget til Flygtningenævnet. Uanset ansøgeren under nævnsmødet havde påberåbt sig, at vurderingen af tilknytningskravet var forkert, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var grundlag for at lægge et andet tidspunkt end tidspunktet for Flygtningenævnets afgørelse til grund for vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb, anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Det fremgår endvidere af rapporten, at desertører og værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerer straf. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Hussein-styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/9
