Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Irak, født i 1968. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er araber, shia-muslim og fra Al-Nasseriya. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra Saddam Husseins spioner, da han havde været på flugt siden en tilbageholdelse af ham i 20 dage i 1991. Hertil kom, at hans bror og nevø som følge af ansøgerens forhold for nyligt skulle være blevet kidnappet af en sunni-muslimsk gruppe med krav om en løsesum på 100.000 US-dollars. Efter de ændrede forhold som følge af Saddam Husseins fald fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke længere ville være i nogen asylrelevant risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Irak som følge af begivenheder, der havde sit udspring i en tilbageholdelse af ansøgeren i 1991. Med hensyn til de fremlagte breve og fotos, hvoraf det fremgik, at ansøgerens bror og nevø skulle være blevet kidnappet, fandt Flygtningenævnet, at det ikke forekom sandsynligt, at den nævnte kidnapning skulle være begrundet i ansøgerens tilstedeværelse i Danmark. Af baggrundsoplysningerne – herunder den seneste rapport fra en fælles dansk/britisk fact-finding mission den 1. til 8. september 2004,. – fremgår det, at der i vidt omfang sker kidnapninger i Irak. Disse kidnapninger forekommer blandt andet af personer af velhavende familier. Ansøgeren havde oplyst, at hans familie var velhavende. Det kunne derfor ikke udelukkes, at der var sket kidnapning af ansøgerens bror og nevø. Flygtningenævnet kunne derimod ikke lægge til grund, at kidnapningen skulle være begrundet i ansøgerens forhold, herunder at han befandt sig i Danmark. Da den omstændighed, at ansøgerens bror og nevø muligvis var blevet kidnappet, ikke i sig selv kunne begrunde asyl for ansøgeren, og da de generelt usikre forhold i Irak ikke kunne føre til et andet resultat, fandtes ansøgeren ikke omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til at udsætte sagen på en nærmere undersøgelse af, om ansøgerens bror og nevø var blevet kidnappet. Irak/2004/86