Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1973. Indrejst i februar 2000. Flygtningenævnet stadfæstede i august 2001 Udlændingestyrelsens afgørelse, og pålagde ansøgeren at udrejse. Nævnet besluttede samtidig, at såfremt ansøgeren ikke udrejste frivilligt, kunne han udsendes tvangsmæssigt til det nordlige Irak, jf. udlændingelovens § 32 a. I juli 2004 genoptog Flygtningenævnet sagen, og hjemviste den til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren alene var blevet vurderet i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2004 på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sagen blev herefter indbragt for Flygtningenævnet. Det fremgår af sagen, at ansøgeren inden udrejsen fra Irak havde været impliceret i et færdselsuheld, hvor en person omkom. Ansøgeren frygtede hævndrab fra den omkomnes bror, der var støttet af KDP. Ansøgerens bror havde fortalt ansøgeren, at han ikke skulle vende tilbage til Irak, da der var blevet udstedt en arrestordre vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under genoptagelsen af asylsagsbehandlingen til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at han fortsat var i risiko for grove overgreb fra familien til den person, som omkom ved et færdselsuheld i 1999, som ansøgeren ikke var skyld i. Den dræbte var et højtstående medlem af KDP, og ansøgeren ville, uanset hvor han vendte tilbage til i Irak, være i risiko for forfølgelse for KDPs side. Nævnet bemærkede herom, at konflikten grundlæggende var privatretlig, og at ansøgeren måtte antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse fra myndighederne mod overgreb fra den dræbtes familie, uanset om ansøgeren tog ophold i det nordlige Irak eller i den resterende del af Irak. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som affattet forud for lov nr. 365 af 6. juni 2002. Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgerens mulige subjektive frygt for en tilbagevenden til hjemlandet ikke efter de ovennævnte omstændigheder var begrundet i sådanne objektive forhold, at der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Irak/2004/71
