Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien, født i 1980, og en mandlig statsborger fra Irak, født 1971, samt et barn. Indrejst januar 2004. Ansøgerne er etniske armenere og kristne. Den kvindelige ansøger havde boet i Armenien indtil sit ægteskab med den mandlige ansøger i Irak i 2002. Den mandlige ansøger har forklaret, at han havde været tilbageholdt i 4 måneder i 2002, fordi han sammen med familien var punkteret i sin bil ude foran et af Saddam Husseins paladser. I den forbindelse blev bilen beskudt af Saddam Husseins vagter, og den mandlige ansøger blev tilbageholdt og mistænkt for regeringsfjendtlig virksomhed. Den kvindelige ansøger og barnet fik lov til at gå. Da der ikke var nogen beviser mod den mandlige ansøger, lykkedes det hans morbroder at få ansøgeren løsladt mod betaling af bestikkelse. Den mandlige ansøger blev i forbindelse med løsladelsen truet til ikke at fortælle nogen om tilbageholdelsen. Den mandlige ansøger udrejste 2 dage efter løsladelsen. Den kvindelige ansøger havde forklaret, at hun i forbindelse med indgåelse af ægteskab med den mandlige ansøger i Irak i 2002 havde søgt om irakisk statsborgerskab, og at hun i den forbindelse havde afleveret sit armenske pas til de irakiske myndigheder. Ansøgeren havde ikke fået svar på sin ansøgning, blandt andet på grund af krigen i Irak. Efter den mandlige ansøgers udrejse blev parrets datter udsat for kidnapningsforsøg på åben gade af 4 ukendte civilklædte muslimske mænd. Ansøgeren formoder, at datteren blev forsøgt kidnappet, fordi hun er kristen. Kidnapningsforsøget blev forhindret af omkringstående personer på gaden. Den kvindelige ansøger havde ikke haft konflikter med de armenske myndigheder. Begge ansøgere havde henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygtede forfølgelse som kristne armenere. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund, herunder at begge ansøgere er etniske armenere og kristne. Flygtningenævnet bedømte den kvindelige ansøger både i forhold til Armenien og Irak. Nævnet fandt ikke, at tilbageholdelsen af den mandlige ansøger i 4 måneder i 2002 og hans frygt for forfølgelse på grund af videregivelse af oplysninger om sit fængselsophold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger blev løsladt uden yderligere retsskridt, og at Saddam Husseins styre ikke længere er ved magten i Irak. Nævnet fandt ikke, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger var grundlag for at antage, at ansøgerne som kristne armenere ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller have behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at bombeangrebene mod kristne kirker, herunder i Bagdad, foretaget af ukendte gerningsmænd, i sig selv kunne begrunde en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at angrebene efter de foreliggende oplysninger i lighed med en række andre bombeattentater og skyderier mv. måtte anses som et led i den generelt ustabile situation i Irak. Nævnet fandt ikke, at forsøget på kidnapning af ansøgernes barn efter de foreliggende oplysninger var asylretligt relevant. Nævnet udtalte endvidere, at den kvindelige ansøger ikke havde haft konflikter med de armenske myndigheder. Ansøgerne opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/69
