Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1952. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter den foreliggende personundersøgelseserklæring fra Retsmedicinsk institut og den psykiatriske erklærings konklusion ikke kunne afvise, at ansøgeren havde været udsat for tortur i 2001 som af ham forklaret. Ansøgerens subjektive frygt for en tilbagevenden til hjemlandet, som følge af den tortur han havde været udsat for, var efter Flygtningenævnets opfattelse imidlertid ikke funderet i sådanne objektive forhold, at den i sig selv under de nu ændrede forhold i Irak kunne begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at der i dag bestod nogen risiko for, at ansøgeren som led i en forfølgelse af ham på ny ville blive udsat for tortur, hvis han vendte tilbage til Irak. Ansøgeren havde under nævnets behandling af sagen forklaret, at hans broder i hjemlandet skulle være blevet opsøgt af formodede pårørende til en sportsudøver fra et hold, som efter ansøgerens træning af dem tabte i 2001. De pårørende skulle angiveligt have anset ansøgeren for at være ansvarlig for sportsudøverens død. Nævnet fandt ikke, at disse oplysninger kunne føre til, at der meddeltes ansøgeren asyl i Danmark. Nævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin samtale med Udlændingestyrelsen havde oplyst, at personerne på det hold, som han trænede, alene var tilbageholdt i 7 dage og blev barberet skaldede. Nævnet fandt det endvidere usandsynligt – hvis det skulle lægges til grund, at sportsudøveren var blevet dræbt under et fængselsophold – at ansøgeren, som selv var fængslet og tortureret for det samme forhold, af sportsudøverens familie skulle være blevet holdt ansvarlig for dennes død. Irak/2004/68
