Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1975. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at han er etnisk turkmener og sunni muslim af trosretning. Han er født og opvokset i Kirkuk, hvor han havde boet indtil udrejsen. Ved indrejsen i Danmark havde ansøgeren som sit asylmotiv anført, at han var i konflikt med sin fader, som ønskede at ansøgeren skulle blive medlem af Baath-partiet og derudover melde sig til Fidday Saddam. Faderen var selv medlem af Baath-partiet og mente, at han kunne opnå en højere stilling, hvis ansøgeren også meldte sig ind i partiet. Under samtalen med Udlændingestyrelsen havde ansøgeren som yderligere asylmotiv anført, at han frygtede hævn fra kurderne i Kirkuk området, som følge af faderens aktiviteter under Saddam Hussain-styret. Ansøgeren havde i den forbindelse henvist til, at han fra sin moder havde fået oplyst, at kurderne havde dræbt faderen. Efter Saddam Hussain ikke længere er ved magten og Baath-partiet heller ikke længere er en magtfaktor, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens konflikter med sin fader kunne begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af faderens aktiviteter for Baath-partiet. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren selv aldrig havde været politisk aktiv, at han i perioden fra 2000 og frem til sin udrejse i 2003 ikke boede sammen med sin fader, men boede hos sin onkel i en anden bydel, og at han aldrig selv havde haft konflikter med kurdere i Irak. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen havde forklaret, at det ikke var kendt i lokalområdet, at hans fader var medlem af Baath-partiet. Nævnet forkastede ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at det alene var indtil 1991 at faderens medlemsskab af Baath-partiet ikke var kendt. På ovennævnte baggrund fandt Flygtningenævnet heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for overgreb, som kan begrunde en beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2004/65