Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak, født i august 1950 (M) og maj 1958 (K). Indrejst i juli 2001 og maj 2002 (K). Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er kristne kaldæere og indtil udrejsen fra Irak i 2001 boede i Kirkuk, hvor den mandlige ansøger havde været divisionsmedlem af Baath-partiet, ligesom han i den forbindelse havde været områdeansvarlig i et kvarter, hvor kurderne havde været i overtal, og hvor han blandt andet havde stået for indberetning af oppositionel virksomhed, tildeling af rationeringsmærker, tilbageholdelse af desertører, tvangsudskrivninger til Fedday Saddam mv. Ansøgerne havde som oprindeligt asylmotiv henvist til, at de frygtede forfølgelse fra myndighedernes side blandt andet under hensyn til, at de var flygtet, ligesom de frygtede forfølgelse fra nabofamilien, der var medlemmer af stammen Bani Tamin-Al-Tamini, da denne familie mente, at den mandlige ansøger var skyld i deres søns død i fængslet. Som asylmotiv i forbindelse med nævnsbehandlingen havde ansøgerne blandt andet henvist til, at de frygtede forfølgelse særligt fra kurderne, da den mandlige ansøger havde arbejdet for Baath-partiet, og da han i den forbindelse havde været stærkt profileret. Hertil kom, at de frygtede forøget forfølgelse fra nabofamilien og deres klan. De frygtede endelig forfølgelse på grund af deres religion. Ansøgernes forklaringer lagdes til grund. Under hensyn til den mandlige ansøgers uddannelse som ingeniør, hans aktiviteter som mellemleder i Baath-partiet og udadvendte stilling som områdeansvarlig var familien i risiko for forfølgelse ved tilbagevenden til Irak – særligt når hensås til, at ansøgerne er kaldæere. Når hertil kommer, at ansøgerne endvidere måtte formodes at være i risiko for intensiveret forfølgelse fra den shia-muslimske klan Bani Tamin-Al-Tamini, og nu ikke længere var beskyttet af Baath-partiet, fandt Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at det ikke kunne kræves, at ansøgerne skulle vende tilbage til Irak, og familien var derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/61