Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1969, og en kvindelig statsborger fra Rumænien, født i 1979, samt to børn. Indrejst i august 2000. Flygtningenævnet fandt ikke, at Udlændingestyrelsen ved behandlingen af genoptagelsessagen var bundet af, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af 25. februar 2002 isoleret set havde anset den mandlige ansøger for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at denne vurdering var truffet på grundlag af de da foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Irak, og at disse forhold på helt afgørende måde var ændret efter Saddam Husseins styrets fald. Den mandlige ansøger er etnisk araber, shia-muslim og opvokset i Bagdad. Ansøgeren havde ikke været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger havde som sit asylmotiv oprindeligt anført, at Saddam Husseins sønners sikkerhedsvagter antastede hans kone på en restaurant i 2000, og at de efterfølgende forsøgte at bortføre hende på gaden. Ansøgeren havde under genoptagelsessagen som asylmotiv yderligere påberåbt sig, at han var fængslet i 1999 som uberettiget anklaget for drab på en person, der tilhørte Al-Mosaween klanen. Han blev betingelsesløs løsladt på grund af mangel på beviser efter to en halv måned. Han frygtede repressalier fra klanen ved en tilbagevenden. Det var i øvrigt hans opfattelse, at de omtalte sikkerhedsvagter muligvis i realiteten kom fra klanen eller havde forbindelse hertil. Flygtningenævnet lagde efter styrets fald og ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke havde problemer med de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren i væsentlig grad havde udbygget sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde givet en plausibel forklaring på, at oplysningerne om fængslingen og modsætningsforholdet til Al-Mosaween klanen først var fremkommet flere år efter indrejsen til Danmark og først efter sagens genoptagelse. Flygtningenævnet bemærkede, at den mandlige ansøger havde fortsat sin erhvervsvirksomhed indtil udrejsen, og at ansøgerne indbyrdes havde forklaret divergerende om, hvor de havde boet forud for udrejsen. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om modsætningsforholdet til Al-Mosaween klanen til grund. De under nævnsmødet fremlagte dokumenter kunne herefter ikke tillægges betydning. Efter det anførte, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold kunne ikke føre til noget andet resultat. Det bemærkedes herved, at irakere der vendte tilbage til Irak efter baggrundsoplysningerne generelt ikke er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Den kvindelige ansøger havde som sit asylmotiv henvist til, at hun frygtede hævn fra sin moder, fordi hun havde giftet sig med en araber og var konverteret til islam. Flygtningenævnet fandt ikke, at de påberåbte forhold kunne begrunde opholdstilladelse. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod eventuelle trusler om overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at der ikke var noget asylretligt til hinder for, at den mandlige ansøger tog ophold i Rumænien, og at den kvindelige ansøger tog ophold i Irak. Irak/2004/59
