Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i januar 2003. Ansøgeren var i perioden 1992 til 2002 fængslet, mistænkt for at støtte kurderne. Flygtningenævnet udtalte, at efter Saddam Husseins styre er faldet, var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse. Ansøgeren havde under nævnsmødet særligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak ville få konflikter med kurderne som følge af, at hans fader forsøgte at få familiens tidligere bolig, som nu er beboet af kurdere, tilbage. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet henviste herved til, at efter de foreliggende baggrundsoplysninger var konflikterne mellem kurdere og turkmenere i det nordlige Irak ikke af en sådan karakter, at turkmenere generelt kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7, og Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsens til yderligere vurdering af forholdene for turkmenere i det nordlige Irak. Uanset om det kunne lægges til grund, at ansøgeren havde været fængslet i næsten 10 år og herunder været udsat for tortur, fandt Flygtningenævnet ikke, at det kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet henviste herved til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke på ny risikerede at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at ansøgerens angivne subjektive frygt ikke kunne føre til, at ansøgeren ansås for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2004/54
