Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1984. Indrejst i 2003. Ansøgeren havde forklaret, at hun frygtede forfølgelse fra sin fætters side, idet hun havde afvist at indgå ægteskab med ham. Flygtningenævnet udtalte, at ved vurderingen af ansøgerens forklaring tillagde nævnet det vægt, at ansøgeren som sit primære asylmotiv først til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg fra april 2004 og i nævnsmødet havde forklaret om den efterstræbelse, hun frygtede fra sin fætters side, fordi hun havde afvist at indgå ægteskab med fætteren. Nævnet fandt, at ansøgeren til asylskemaet og navnlig i samtalen med Udlændingestyrelsens repræsentant den i februar 2003, hvor ansøgeren forklarede nærmere om sine personlige forhold og omstændighederne i forbindelse med indgåelse af ægteskab i Syrien med sin nuværende ægtefælle, havde haft anledning til at oplyse om fætterens efterstræbelse. Ansøgerens forklaring om, at hun undlod dette, fordi hun ikke blev spurgt, findes ikke rimeligt begrundet. Selvom nævnet ikke ganske ville afvise, at fætteren havde tilkendegivet at ville giftes med ansøgeren, og at ansøgeren havde afvist fætterens ønske, fandt nævnet på den anførte baggrund ikke at kunne lægge til grund, at fætterens efterstræbelse havde den karakter og intensitet, som ansøgeren påberåbte sig. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens forældre ikke havde indgået aftale med fætterens familie om ægteskab, at det var ansøgerens fader, der stod for og i praksis havde tilrettelagt gennemførelsen af ansøgerens ægteskab med hendes nuværende ægtefælle, og nævnet fandt derfor samlet ikke, at der selv under de nuværende vanskelige forhold i Irak var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede at blive udsat for en asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller i øvrigt i konflikt med myndigheder eller grupperinger i Irak. Nævnet lagde videre vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i Irak ikke kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden generelt ville være i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Samlet fandtes ansøgeren, uanset de vanskelige forhold i Irak, ikke på den ovennævnte baggrund ved en tilbagevenden til Irak at risikere en konkret og individuel forfølgelse, der omfattes af § 7, stk. 1, eller at risikere dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2004/41
