Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i januar 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var shiamuslim fra Basra og siden 1993 har boet i Bagdad. Efter krigen i marts/april 2003 og etableringen af et nyt styre under ledelse af CPA var ansøgerens konflikter med Saddam Husseins regime ikke længere asylrelevante. Ansøgeren havde i Flygtningenævnet anført, at han siden 1992 havde været på det irakiske landshold i en kampsport og fungerede som træner. Allerede i 1992 fik han mod bestikkelse udstedt et kort med en særlig ordre fra Saddam Hussein om, at han skulle på landsholdet. Dette kunne han bruge i forhold til myndighederne, for eksempel når han skulle passere vejspærringer og lignende. Han regnede imidlertid med, at disse papirer nu var kommet i det nye styres hænder og blevet kendt, hvorefter ansøgeren ville blive opfattet som særligt knyttet til det tidligere regime. Flygtningenævnet kunne dog ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle blive betragtet som særligt knyttet til det tidligere regime. Ansøgerens betragtninger herom forekom konstruerede og usandsynlige, særligt henset til ansøgerens tidligere forklaringer om sit og familiens modsætningsforhold til det tidligere regime. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren – uanset om det fremlagte dokument var ægte – måtte have kendt den omtalte risiko også under samtalen med den beskikkede advokat den 15. januar 2004, men alligevel først nævnte den under mødet i nævnet. Det fremgår af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af januar 2004, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse. Irak/2004/4
