Irak200438

Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1979. Indrejst i september 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er faili-kurder og shia-muslim. Han havde som sit asylmotiv henvist til, at han ikke havde noget netværk i Irak, idet hele hans familie befandt sig i Danmark. Endvidere henviste ansøger til, at han som faili-kurder og shia-muslim, hverken anses for kurder eller iraker. Endelig havde ansøger henvist til de generelt kaotiske forhold i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive konkret og individuelt forfulgt, som følge af sin etnicitet eller andet. Vedrørende de generelle forhold i Irak, henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra fact-finding mission til Amman, vedrørende asylrelevante forhold i Irak. Af denne rapport fremgår blandt andet, at tilbagevendende irakere ikke som udgangspunkt er udsat for asylbegrundende forfølgelse, og at de fortsatte terrorangreb ikke som udgangspunkt er rettet mod irakiske statsborgere, men derimod mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt de irakere, som samarbejder med udlændinge. Den omstændighed, at ansøgeren ikke havde yderligere familie i Irak, fandtes ikke at kunne give grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/38