Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1980. Indrejst i oktober 2000. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og født og opvokset i nærheden af Mosul. Ansøgeren havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ved indrejsen påberåbte ansøgeren sig som sit asylmotiv, at han havde været udsat for tilbageholdelser og ransagning. Efter de ændrede forhold i Irak fandtes disse forhold ikke at kunne tillægges asylretlig betydning. Ansøgeren havde for nævnet anført, at hans fader havde haft modsætningsforhold til de kurdiske myndigheder i Irak på grund af sine aktiviteter som våbenhandler. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at han selv i et beskedent omfang havde handlet med våben. Ansøgeren havde tillige henvist til, at han ved en tilbagevenden risikerede konflikter med den person, som havde overtaget familiens ejendom. Flygtningenævnet fandt, at det ikke var sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for repressalier som følge af faderens forhold. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at faderen døde i 1995, da ansøgeren var 15 år gammel, og at hverken ansøgeren eller hans familie efter faderens død havde været udsat for overgreb eller chikane fra kurdisk side. Ansøgeren havde i øvrigt på nævnsmødet oplyst, at han ikke længere frygtede problemer som følge af faderens handel med våben. Ansøgeren havde først under nævnsmødet oplyst, at hans selv havde handlet med våben. Flygtningenævnet nærede tvivl om denne del af ansøgerens forklaring, men uansat om den ville blive lagt til grund, fandtes forholdet ikke at kunne anses for asylbegrundende for ansøgeren. Flygtningenævnet fandt, at spørgsmålet om ejendomsretten til familiens jord var et privatretligt anliggende, der ikke kunne tillægges asylretlig betydning. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger var der ikke grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt ville være i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere vil kunne efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Hverken den omstændighed, at ansøgeren angiveligt ville være uden netværk i hjemlandet eller de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne på denne baggrund i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke ville være i risiko for en konkret eller individuel forfølgelse. Ansøgeren opfyldte ikke betingelserne for opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7. Irak/2004/37
