Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig irakisk statsborger, født i 1981. Indrejst i september 2001. Ansøgeren er shia-msulin af trosretning. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var født i Irak, og at hun var irakisk statsborger. Ansøgeren og hendes familie blev, da ansøgeren var et år gammel, udvist af Irak til Iran. Ansøgeren havde ikke siden været i Irak, hvor hun kun havde fjerne slægtninge. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til de generelle forhold for kvinder i Irak. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde noget udestående hverken med tidligere eller nuværende myndigheder i Irak. Nævnet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Enhver iraker, der kan sandsynliggøre at være iraker, kan indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden i Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel risiko for forfølgelse, og ansøgeren opfyldt derfor ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at de generelle forhold for kvinder i Irak i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/35