Nævnet meddelte i marts 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak, født i 1965 (M) og 1967 (K) samt to børn. Indrejst i juni 2001. I 1988 meldte den mandlige ansøger sig til hæren, da han ikke selv havde midler til at færdiggøre sit medicinstudie og da han ved at melde sig frivilligt fik betalt sin uddannelse. I 1991 afsluttede ansøgeren sit medicinstudie. I 1994, 1999 og 2000 modsatte ansøgeren sig hospitalsledelsens ordre om dels at foretage unødvendige amputationer og dels om ikke at behandle de sårede. Ansøgeren havde rang som major. Flygtningenævnets udtalte, at begge ansøgere var uddannede som læger og begge havde været medlemmer af Baath-partiet, men de havde ikke været politisk aktive. Den mandlige ansøger var officer og ansat som læge på et militærhospital fra 1991 og frem til udrejsen i 2001, bortset fra en 2-årig periode fra 1994-1996 hvor han var udstationeret i omegnen af Basra. I 1994 nægtede han at efterkomme hospitalsledelsens påbud om at skære ører af folk. Hans forfremmelse blev af den grund udsat et halvt år. Han ved, der var kollegaer, der også nægtede at foretage unødvendige amputationer, men han ved ikke, hvem af kollegaerne, der eventuelt havde udført amputationerne. I 2000 blev ansøgeren og andre kollegaer pålagt at amputere benene på 3 personer, der var blevet indbragt, fordi de var blevet skudt i benene. Ansøgeren nægtede, da amputationen var uforsvarlig lægeligt set. Den mandlige ansøger har været tilbageholdt fra januar 2001 til marts 2001 på grund af broderens udrejse af Irak. Begge ansøgere var udrejst illegalt, og de udrejste på grund af forfølgelse fra Saddam Husseins styre. Efter styrets fald frygtede den mandlige ansøger, at han ville blive udsat for hævn på grund af de amputationer mv., der blev foretaget af lægerne på militærhospitalet, som man med urette ville beskylde ham for at have udført. Flygtningenævnet fandt ikke – efter styrets fald – at ansøgerne ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse som følge af deres udrejse eller den mandlige ansøgers broders forhold. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid ikke – henset til den mandlige ansøgers militære karriere som læge på et militærhospital i 10 år – sammenholdt med baggrundsoplysningerne, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne udelukkes, at han ved en tilbagevenden til Irak kunne blive udsat for overgreb, som han ikke for tiden kunne søge myndighedernes beskyttelse imod. Flertallet meddelte derfor ansøgerne og deres to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/30
