Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger født i 1971. Indrejst i december 2001. Ansøgeren forklarede til sagen, at han var tilbageholdt i 50 dage af de irakiske myndigheder, idet han blev mistænkt for at samarbejde med det assyriske parti. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen keldaner, født og opvokset i Bagdad. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren ikke havde været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ansøgerens konflikter med det tidligere styre kunne ikke begrunde asyl, idet styret nu var faldet. Under nævnets behandling af sagen angav ansøgeren som sit asylmotiv, at han var blevet forfulgt, fordi han var kristen, og at han stadig risikerede forfølgelse af denne grund, blandt andet fordi de kristne blev betragtet som pro vestlige. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak” fremgår det, at Bagdad må anses for en multietnisk og multireligiøs by, hvor alle i princippet kan slå sig ned, og at kristne således ikke er i særlig risiko for forfølgelse i området. Det forhold, at ansøgerens familie i februar 2004 modtog et trusselsbrev, fordi de var kristne, fandt nævnet ikke kunne begrunde asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at denne chikane ikke havde haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til den ovenstående nævnte rapport. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde fået meddelt asyl den 1. juni 2001 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, i sig selv kunne medføre at ansøgeren skulle meddeles asyl. Irak/2004/27
