Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1981. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Bagdad området, at hun ikke havde været politisk aktiv, og at hun ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv til samtalereferatet påberåbt sig, at der ikke var menneskerettigheder i Irak, og at hendes udrejse ville medføre, at der ville være én mindre til at sørge for hendes familie. Ansøgeren havde ikke personligt haft problemer med myndighederne forud for udrejsen. Hverken den generelle situation eller de anførte økonomiske forhold kunne i sig selv begrunde asyl. Hertil kom, at det daværende styre ikke længere var ved magten. Ansøgeren fremstod i øvrigt helt uprofileret, og der var ikke holdepunkt for at antage, at hun skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere, politiske organisationer eller lokalbefolkningen. Om de generelle forhold i Irak henviste nævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak hverken religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Nævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt var i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. På denne baggrund kunne de generelt vanskelige forhold i hjemlandet for enlige kvinder heller ikke sig selv begrunde asyl. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/26
